Film – The Last Mimzy
juni 17, 2007 at 11:55 (Film)
The Last Mimzy: Instr. Robert Shaye
The Last Mimzy
USA, 2007
Instruktion: Robert Shaye
1 time, 37 minutter
Premiere i dag i Palads,
København og Kinopalæet, Lyngby
En god film kan godt have fået en dårlig titel. Tilsvarende kan en film, der lyder god, være ganske hjælpeløs. Men som oftest er der en vis sammenhæng, så når titlen lyder idiotisk, er filmen det sandsynligvis også. Således med ”The Last Mimzy”, der er nøjagtig så mudret og (ufrivilligt) komisk, som den lyder. Handlingen er som følger: Under et sommerhusophold finder søskendeparret Noah og Emma en mystisk æske med en håndfuld snurretoppe af sten, en konkylie, en selvlysende stenplade og en tøjkanin, som Emma straks døber Mimzy. Hurtigt går det dog op for børnene, at deres nye legetøj gør dem i stand til at se og gøre ting, de ikke kunne før, og snart begynder både forældre og skolelæreren (Rainn Wilson fra tv-serien ”The Office”) at blive bekymret for børnene.
”The Last Mimzy” er en familiefilm, der knytter en historie om børns godhed sammen med en omgang science fiction. Med en glasklar hilsen til Lewis Carrolls elskede klassiker ”Alice i Eventyrland” og Spielbergs ”E.T.” ønsker instruktør Robert Shaye tydeligvis at indskrive sig i et fornemt selskab. Men forsøget på at gøre naturvidenskab mere appetitlig ved at krydse skolens timer i natur og teknik med en søgt historie om fremtidens mennesker, der kommunikerer med os gennem en slatten tøjkanin, er dømt til at mislykkes.
Man må undre sig: hvem henvender ”The Last Mimzy” sig egentlig til? De to hovedpersoner og troen på legetøjets magiske evner henvender sig tydeligvis til børn. Men med nanoteknologi, tibetanske mandalaer og en mild latterliggørelse af USA’s paranoide Homeland Security-institution virker filmen snarere som en børnefilm for de voksne. Dog ganske blottet for den ironi og intelligens, der eksempelvis gør Shrek-filmene elsket hos både børn og voksne. I stedet leverer ”The Last Mimzy” en mudret pointe om, at vi skal huske vores medmenneskelighed i denne tekniske tidsalder. En moderne version af ”E.T.”? Javist, men med mindre end halvt så meget charme.
