Taget i en løgn – ude af Touren

michael.jpg

Michael Rasmussen blev onsdag aften trukket ud af Tour de France af sit hold, Rabobank. Danskeren har løjet om sit ophold i Mexico

Michael Ramussen er onsdag aften blevet trukket ud af Tour de France af sit hold, Rabobank.

Danskeren havde indtil onsdag ellers formået at ride stormen af, da han blev konfronteret med gentagne beskyldninger om doping, hvor Rasmussen de seneste 18 måneder har fået en række advarsler for ikke at være til rådighed for dopingtest.

Ifølge Rabobank blev danskeren trukket fra Touren, fordi han løj om sit ophold i Mexico.

Danskeren har hævdet at have befundet sig i Mexico fra den 4. til den 26. juni. Men Rasmussen har tilsyneladende også i perioder opholdt sig i Italien, hvilket han tidligere onsdag benægtede.

Theo de Rooy (holdets manager, red.) konfronterede Michael Ramussen med den oplysning, at han var i Italien i stedet for Mexico, som han ellers havde sagt. Og konfronteret af Theo de Rooy indrømmede Rasmussen, at han havde løjet.

Adskillige gange fortalte han os, hvor han trænede, men det viste sig at være forkert. Holdets ledelse har fået den samme information flere gange, men i dag modtog vi ny information, sagde de Rooy.

Rabobank overvejer at trække sig
- Han har forbrudt sig mod holdets regler, sagde en talsmand for Rabobank-holdet, som samtidig luftede tanken om, at holdet helt vil stoppe med at køre videre i årets Tour.

Den tidligere toprytter, Davide Cassani, sagde onsdag til DR, at han mødte Michael Rasmussen i Italien i den periode, hvor Rasmussen skulle have været i Mexico.

Davide Cassani, der kommenterer løbet for tv-stationen Rai, siger, at han mødte Michael Rasmussen på en cykeltur i de italienske Dolomitter i midten af juni.

Danskeren afviste Cassanis påstand overfor DR. Men indrømmede altså overfor Rabobanks chef, at Cassani talte sandt.

Tour-direktør Christian Proudhomme har hele tiden været kritisk overfor Rasmussens deltagelse, efter det kom frem, at han har fået flere advarsler for ikke at have oplyst, hvor han trænede henne i ugerne op til Touren.

- Vi kan ikke sige, at Rasmussen snød, men hans forsømmeligheder og løgne blev ubærlige, siger Christian Prudhomme til AP efter nyheden om, at Rasmussen er trukket ud af løbet.

Die Hard – mere end en trilogi

Film – Factory Girl

George Hickenlooper: Factory Girl

Overfladisk skildring gør en af det 20. århundredes største ”it”-girls til en omvandrende kliché.

Factory Girl

USA, 2006

Instruktion: George Hickenlooper

1 time, 27 minutter

”Factory Girl” handler om Andy Warhols muse Edie Sedgwick – en rigmandspige, der kom til New York og blev en af de ikoniske figurer i miljøet omkring Warhols Silver Factory. Filmen er umådeligt forelsket i Sienna Miller, der personificerer Edie Sedgwick efter bedste beskub. Hun er yndig at se på, men hendes portræt af den stakkels lille rige pige er skiftevis artigt og decideret tåkrummende. Edie Sedgwick er ellers en god indgang til en skildring af 60′ernes undergrundsbevægelse, da hun inkarnerede alt det funklende, frække og friske, bevægelsen bød på. Imidlertid får instruktør George Hickenlooper ikke så meget ud af hendes historie, som man kunne ønske, og pop-kunstens hovedpersoner skildres gennem pop-psykologi, så resultatet bliver både tåbeligt og ligegyldigt.

Filmen fungerer i begyndelsen, hvor det skildres, hvordan den endnu ukendte Warhol (Guy Pearce) falder pladask for Edie med dukkeansigtet og de gode forbindelser. Men desværre mister filmen hurtigt interessen for Warhols – i øvrigt forrygende morsomme – absurde filmprojekter og fortaber sig i stedet i ren overflade. Dette i en sådan grad, at filmen også i stil forsøger at efterabe de vilde 60′ere med rystet kamera, pludselige fastfrysninger og umotiverede jump cuts.

En fornærmelse

I manglen på en egentlig historie opfinder Hickenlooper en affære mellem Edie og en musiker, der i filmen går under navnet Billy, men som efter alt (!) at dømme forestiller Bob Dylan. Dylan har siden truet med at sagsøge Hickenlooper for denne påståede sammenhæng – og der er i sandhed grund til at blive fornærmet over Hayden Christensens latterlige karikatur af en rockstjerne. I filmens forsimplede verdensbillede repræsenterer Dylan det ærlige og autentiske, mens Warhol skildres som en afstumpet og overfladisk snob. Hvis Andy Warhol og hele hans menageri virkelig var så latterligt, som de fremstilles i “Factory Girl”, var det ikke værd at lave film om.

P.S. Mens rulleteksterne kører hen over lærredet, vises interviews med filmens virkelige personer – og man kan ikke lade være med at tænke, at en dokumentar med de sande vidner til livet på Warhols Factory ville have været en langt mere interessant film end denne slatne omgang skolekomedie. Hermed er idéen givet videre.