Cykelformand: Værdiløs tilståelse

Bo Hamburger nåede et af karrierens højdepunkter, da han i 1998 kørte en enkelt dag i den gule trøje under Tour de France. Det var året efter, at han angiveligt var holdt op med at bruge epo. Foto: Laurent Rebours/AP

Formand for Danmarks Cykle Union Tom Lund kan ikke bruge Bo Hamburgers dopingtilståelse til noget, fordi den kommer alt for sent. Samtidig bliver Hamburger af journalist Olav Skaaning Andersen stemplet som utroværdig.

“Jeg håber, at bogen har andre kvaliteter end dopingbekendelsen. For den kommer for sent og med for lidt. Det er værdiløst i forhold til kampen mod doping for udover, at det er 10 år siden, så fortæller han givetvis ikke, hvor han fik dopingen fra, og hvem han samarbejdede med,” siger Tom Lund, der endnu ikke har læst bogen.

Han er på ingen måde overrasket over, at Bo Hamburger nu også kryber til korset og fortæller om fortidens synder med misbrug af epo i perioden fra 1995 til 1997.

Massive dopingproblemer

Det har store navne som Jesper Skibby, Brian Holm og Bjarne Riis tidligere gjort, men ifølge cykelformanden er det ikke længere nogen overraskelse, at der var et massivt dopingmisbrug i cykelsporten i halvfemserne.

Han ærgrer sig dog over, at flere af de urene ryttere nu forsøger at tjene penge på snyderiet.

“Helt generelt så har jeg ikke den store respekt for, at man først snyder i sporten og tjener penge på det, og så mange år efter, så forsøger man igen at tjene penge på snyderiet ved at skrive en bog. Det er meget problematisk,” siger Tom Lund.

Udelukket fra landsholdet

Bo Hamburger blev allerede i 2001 mistænkt for at have taget epo, da en dopingprøve viste sig positiv. Men en procedurefejl i B-prøven gjorde, at han blev frikendt. Det fik dog ikke Danmarks Cykel Union til at frikende ham helt. I hvert fald nægtede unionen – dengang med Peder Pedersen som formand – i årene, der fulgte at udtage Hamburger til landsholdet. Hamburger indbragte sagen for DIF’s appeludvalg, som afgjorde, at han uretmæssigt var blevet udelukket fra landsholdet. Derfor var han med på holdet, da Danmark deltog ved VM i Canada i 2003, hvor det blev til en flot sjetteplads. Men VM-deltagelsen fik et efterspil, da Hamburger blev udtaget til en ekstra blodprøve, efter at der var blevet fundet unormalt høje værdier i hans blod. Det fik igen DCU til at udelukke Hamburger fra landsholdet. Igen indbragte han sagen for appeludvalget, men denne gang vandt cykelunionen sagen, da det blev fastslået, at det er op til unionen selv at afgøre, hvem der deltager på landsholdet.

Ingen konsekvenser

Dermed endte Hamburgers karriere som landsholdsrytter i en lang strid med unionen, men det får dog ikke efterfølgende Tom Lund, der i 2005 afløste Peder Pedersen som formand, til at glæde sig over, at unionens dopingmistanke mod Hamburger ikke var grundløs.

“Det vil være en overfortolkning at konkludere det. Nu har manden erkendt dopingmisbrug, og så må det være op til læserne at vurdere det,” siger Tom Lund.

Han understreger, at sagen ikke fra cykelunionens side får konsekvenser for Hamburger i forhold til de resultater, som han sikrede sig i perioden med doping.

Hamburger er utroværdig

Heller ikke journalist Olav Skaaning Andersen, der gennem dokumentarprogrammerne ‘Tavshedens Pris’ og ‘Danskerlægen’ forsøgte at afdække misbrug af doping i international cykling i 1990′erne ser noget nyt i Hamburgers afsløringer.

“Man kan formode, at Bo hamburger har fået lettet sit hjerte, og fået sagt, at jeg har også gjort det, ligesom de andre har gjort det. Bogen leverer ikke mange elementer til vores fortælling om, hvad der skete i 1990′erne. Bogen afslører ikke hvem, der organiserede det, hvem, der tog det, altså en detaljeret fortælling om, hvem der gjorde hvad,” siger Olav Skaaning Andersen til Ritzau.

Han stempler samtidig den tidligere danske cykelrytter som utroværdig, fordi han isolerer sine indrømmelser til at omhandle perioden fra 1995-1997.

“Hvis det skulle have betydning, skulle Bo Hamburger gå ind og fortælle hele historien, og det mener jeg ikke han har gjort. Når han siger, hvor vigtig epo var for at klare sig feltet, synes jeg, det er utroværdigt at sige, at det kun forgik i to år. Og de år, for eksempel 1998, hvor han kørte godt, der tog han ikke noget. Det synes jeg er utroværdigt,” siger Olav Skaaning Andersen om 1998, hvor Hamburger vandt Fleche Wallone, blev nummer 15 i Tour de France og kørte én dag i den gule førertrøje.

Skriv en kommentar