Ewan McGregor. »Moulin Rouge« og »Star Wars«-skuespilleren fik et chok, da hans læge under et rutinetjek fik mistanke til et par skønhedspletter på McGregors kind, skriver Ekstra Bladet.
øko-stjerner. Natalie Portman er blevet udnævnt til Jordens mest økologiske stjerne. Den smukke Star Wars-stjerne vandt nemlig en særlig rosende omtale fra økoaktivister på hjemmesiden Grist.org, der roste hende for hendes arbejde for gorillaerne i Rwanda, hendes rolle som »ansigt« for et lavenergi-firma og hendes eget veganske skofirma. Andre øko-stjerner er Leonardo DiCaprio, Cameron Diaz, Julia Roberts og Brad Pitt. Værste miljøsynder blandt stjernerne er øjensynligt David Beckham, fordi han flyver meget, og skuespiller Elisabeth Hurley, fordi hun fik fløjet 250 gæster til sit bryllup i Indien.
Christina Aguilera. Gossip.tv2.dk har tre dage i træk bragt eksklusive interviews med verdensstjernen. I går fik Aguilera følgende spørgsmål: »Du har tidligere afsløret, at du og Jordan nyder at holde nøgne søndage. Er det slut med den slags ting, nu hvor I er blevet forældre?« Hvortil Aguilera svarer: »Når det kommer til den slags, så tror jeg, at det er vigtigt at fortsætte med at gøre nogle af de ting, vi gjorde, før Max blev født. Det er helt afgørende for Jordan og jeg, at vi stadig har noget tid til os selv. Det hele handler om at finde den rette balance.« Så ved vi det.