Problemet er dog endnu forholdsvist nyt, og Apple har endnu ikke officielt forholdt sig til sagen. Flere danske iPhone-entutiaster melder dog om lignende problemer i forummet hos iPhone-sitet vildmedmac.dk.

Det skulle angiveligt være den hvide model, der er mest udsat for problemet, men også de sorte kan slå revner. Angiveligt skulle en mulig årsag til problemet være, at Apple har anvendt plastic, der er for sprød.

Apple har tidligere haft problemer med den plastic, de anvender i deres produkter. Da den hvide udgave af den bærbare Macbook blev sendt på gaden, rapporterede flere kilder om, at den hvide plastic reagerede med sved fra hænderne, hvilket fik computeren til at se snavset ud.

Det er kun den nye iPhone-model, der er berørt af problemet – den gamle havde nemlig en bagside, der fortrinsvist var lavet af aluminium. I den nye er der dog tale om ren plastic.

Telia har ikke meldt ud, hvor mange iPhones der indtil videre er solgt i Danmark – og derfor heller ikke, hvor mange danskere, der i øjeblikket har en hvid iPhone i lommen. Telefonen blev dog hurtigt udsolgt og meget tyder på, at Telia kun havde ganske få tusinde til salg i første ombæring.

Til gengæld satte Telia for nyligt prisen ned med 300 kroner, så den store model nu koster 1699. Dertil kommer godt 600 kroner om måneden i abonnement i bindingsperiode, så telefonens samlede pris ender på mindst 5300 kroner.