Matt Damon er fuld af løgn

Matt Damon. Hollywoods nydelige mand med kartoffeltuden. Arkivfoto: AP – Se stort billede
Steven Soderbergh Spilletid108 minutter LandUSA Prod. år2009 DatoPremiere i dag i CinemaxX, Dagmar, Empire og Falkoner i København samt biografer i Lyngby, Odense og Århus.

Hollywoodstjernen tog 15 kilo på for at spille løgnhalsen Mark Whitacre i ‘The Informant’.

Hvis man stillede Hollywoods superstjerner op på rad og række, ville Matt Damon skille sig ud som ham den lidt almindelige fyr med kartoffeltuden.

En usædvanlig nydelig mand, bevares. Flot bygget med tænder hugget i fineste marmor og et charmerende, drenget smil.

Men alt sammen inden for det lidt anonyme normalområde. Collegeklassens raske dreng og ukomplicerede kronprins. Sikkert vældig god til sport og ret god til det hele, uanset om man taler fredagsbar eller terperi op til eksamenslæsning.

En gennemgod gut uden antydning af skumle eller spektakulære outsider-tendenser.

Alligevel er han blevet kåret til verdens mest sexede mand af People Magazine. Og da man for et par år siden regnede på, hvilke skuespillere der var den bedste investering dollar for dollar, ja, så var Matt Damon manden, der gav pengene flest gange igen ved billetlugerne.

Penge, som den politisk engagerede Matt Damon i stor stil giver videre til godgørende formål.

Bred vifte af roller
Mangler Damon et originalt trumfkort, så er det lige præcis denne ’mangel’ som den hårdtarbejdende og begavede skuespiller har formået at gøre til sin særlige force, siden han i 1997 brød igennem i ’Good Will Hunting’.

Under almindelighedens dække kan Damon troværdigt iføre sig en bredere vifte af roller end de fleste af sine yngre mandlige skuespillerkolleger. Det har han gjort med stort held i ’The Good Shepherd’ og ’The Departed’.

Helt arketypisk er hans Jason Bourne, hvor han i ’Bourne’-filmene netop spiller denne anonyme variant af James Bond-figuren til isnende perfektion.

’The Informant’ er et andet eksempel. I Steven Soderberghs roste nye film spiller han en helt almindelig fyr fra anden majsrække, der ved nærmere eftersyn ikke er så almindelig endda.

Mark Whitacre var også i virkelighedens verden en såkaldt whistleblower. En ansat i et firma, der beslutter sig for at sladre om firmaets lyssky forretningsmetoder. I dette tilfælde ulovlig karteldannelse i majsprotein-branchen.

Problemet er, at denne ualmindeligt ærlige og modige borger med topmave, briller og moustache bliver et stadig mere tvetydigt og problematisk bekendtskab for efterforskerne fra FBI, efterhånden som begivenhederne udvikler sig.

Spiste pizza og drak mørk øl
Sløret bag normalitetens camouflage. Det er lige en rolle for Matt Damon. Den rolige familiefar, der som dreng var lige så ligefrem og ærlig, som hans udseende stadig giver udtryk for.

»Da jeg var dreng, løj min bror og jeg aldrig for min mor. Vi havde ikke behov for det. Om jeg nogensinde lyver over for mig selv? Det spørgsmål er vist lige dybt nok«, svarer 39-årige Matt Damon med et afvæbnende smil og glider med største selvfølgelighed af på de mange spørgsmål, der kredser om hans privatliv som familiemenneske i New York.

Ikke som en krukket stjerne, men som en helt almindelig mand, der insisterer på at holde kortene tæt ind til kroppen, og at man respekterer privatlivets fred. En rolle Damon spiller med største selvfølgelighed. Også selv om rammerne i dette tilfælde er alt andet end almindelige.

Matt Damon møder nemlig pressen på Hotel Cipriani. Et af verdens dyreste hoteller skvulpende på sin helt egen lille eksklusive ø i lagunen ud for Venedig, hvor ’The Informant’ blev vist på filmfestivalen i september.

Der er et stort spring fra det fysiske pragteksemplar Jason Bourne til den småkvabsede Mark Whitacre.

»Det er sjovere at tage på, end det er at tabe sig igen«, indrømmer Damon.

Da han to måneder, inden optagelserne skulle gå i gang, skrev til Soderbergh og spurgte ham, hvordan Whitacre skulle se ud, bestod svaret af ét ord: »Dejagtig«. Ingen hårde kanter, men lutter svampede, bløde konturer. En figur, der er svær at definere. Og så var det jo bare med at komme i gang ved spisebordet.

»Jeg tog omkring 15 kilo på. Det var rystende let. Jeg spiste bare pizza og drak mørk øl og høvlede rigtig meget McDonald’s. Ikke andet. Heldigvis tog min kone det i stiv arm, når jeg vraltede rundt i huset med vommen vippende ud over livremmen«.

Virkelighedens løgne
Plottet i ’The Informant’ handler om fup og svindel, men også om ærlighed og selvbedrag. Og på et mere eksistentielt plan handler ’The Informant’ også om, hvor meget eller hvor lidt vi egentlig kan vide om andre menneskers motiver og efterrationaliseringer.

Det viser sig, at Mark Whitacre lyver om visse ting. Men det udelukker ikke, at han samtidig taler sandt om andre ting.

Og er det så mærkeligt, at mennesker begynder at lyve, hvis de lever i et samfund, hvor løgn, bedrag og hasard bliver belønnet og gang på gang viser sig at være en helt integreret del af den politiske og kommercielle magtstruktur?

LÆS OGSÅ Matt Damon svindler sig gennem halvfesen komedie

»Jeg synes på en måde godt, jeg kender typen. Jeg har mødt mange af dem. Folk med fine uddannelser, som foretager sig ufattelig dumme og dumdristige ting«, siger Matt Damon, og når man snakker løgn og bedrag og monumental uansvarlighed, ender samtalen hurtigt automatisk ved finanskrisen.

»Finanskrisen påvirker os alle sammen enormt meget«, siger Matt Damon, der brænder efter at komme i gang med en film om den rhinstensbeklædte, homoseksuelle entertainer Liberace.

Kæreste med Michael Douglas
»Steven Soderbergh og jeg prøver at få finansieret en film om Liberace. Michael Douglas skal spille Liberace, mens jeg skal spille hans elsker. Han skrev efter Liberaces død den afslørende bog ’Behind the Candelabra’ om deres forhold.«

»Det er et virkelig godt manuskript, men fordi vi skal ramme tidsbilledet rigtigt og indspille i Vegas, kommer den til at koste 30 mio. dollar. Og det er ikke lige en type historie, producenterne lige nu og her er vilde med at skyde så mange penge i. Jeg håber, det går alligevel. Vi vil jo gerne blive ved med at lave film!«.

»Jeg holder meget af at arbejde med Steven. Der er en del instruktører, jeg har arbejdet sammen med flere gange, men der er efterhånden ikke nogen, jeg har arbejdet mere sammen med end Steven. Han er nem at arbejde sammen med, og han er enormt alsidig. Han kan lave alle slags film. Og det er virkelig sjovt, fordi jeg synes selv, det er sjovt at lave mange forskellige slags film.«

»Jeg lærer meget af ham, men han er svær at nærlæse, fordi han selv styrer det hele. Han klipper på en måde allerede, mens han fotograferer, så man hører ikke den sædvanlige udveksling af overvejelser mellem instruktør og fotograf. Her foregår det hele inden i Stevens hoved«, siger Matt Damon, der ikke lægger skjul på, at han studerer Soderbergh med et gustent overlæg.

At instruere er den næste store ambition i hans arbejdsliv. Ikke mindst nu, hvor hans gamle partner Ben Affleck fra ’Good Will Hunting’ med ’Gone Baby Gone’ i overbevisende stil har fået hul på bylden som instruktør.

Med Clooney i Irak
Hvad angår konkurrencen om, hvem der er med i flest Irak-film, så er det kun George Clooney, der kan gøre Damon rangen stridig. Denne godmodige rivalisering mellem de to politisk engagerede skuespillere fortsætter.

Clooney er snart aktuel i Irak-komedien ’The Men Who Stare At Goats’. Men snart sætter Damon efter ham med hovedrollen i Paul Greengrass’ ’The Green Zone’. Her spiller han en amerikansk våbenekspert, der er første mand i Irak – og første mand til at indse, at hele alibiet med at gå i krig pga. Saddam Husseins masseødelæggelsesvåben er pure opspind.

Den ene Irak-film handler om kunsten at hypnotisere geder som hemmeligt militært våben. Den anden handler om jagten på de ikkeeksisterende masseødelæggelsesvåben. Den første film skulle man tro, var løgn fra ende til anden. Det er den ikke. Den anden er heller ikke en ren løgnehistorie. Den fortæller bare om en af dem. En gigantisk løgn, der ændrede verdens gang.

Det gjorde løgnen og sandhederne, som de bliver skildret i ’The Informant’, ikke.

»Nogle løgne er større end andre«, som Matt Damon konstaterer.

»På en måde synes jeg Mark Whitacre minder mig mere om Tom Ripley (Patricia Highsmiths psykopat-figur, som Matt Damon spillede i ’Ripley’s Spil’. red.). Men måske er mine evner som skuespiller bare så begrænsede, at jeg kun kan spille løgnhalse«, griner Matt Damon.

Hvilket selvfølgelig er en fed løgn.

Næste gang skal han f.eks. i ’The Adjustment Bureau’ spille politiker i en kærlighedsfilm.

Antichrist – “HYPNOSIS” – by Lars von Trier

Kandidaten – Trailer

Gudernes genkomst

De gamle superhelte har fået et comeback, der er alt andet end stilfærdigt. De nye filmatiseringer i den tunge 150 millioner dollar-klasse, som for eksempel »Iron Man« og »The Incredible Hulk«, forankrer med kosmisk energi seriernes oprindelige ønskedrømme i en nutidig sammenhæng.

Selveste Herrens straf synes at have ramt de formastelige, men i virkeligheden drejer det sig om den amerikanske superhelt Iron Man, som han kommer til syne i en filmscene fra dette års store biografhit af samme navn.

»Iron Man« er tegneserieselskabet Marvel Comics første filmatisering af en af deres egne figurer, og den kan vel kortest opsummeres ved at slå fast, at alt ved den er stort.

Den har kostet det meste af en milliard kroner at indspille, men har foreløbig indtjent næsten det dobbelte. Og vid dette, usle dødelige: Jernmanden kommer ikke alene. En lang række af superhelte står nemlig på spring for at redde verden – eller i hvert fald filmindustriens regnskaber, der længe har trængt til hjælpende hånd med galaktisk styrke.

Raseri og tæsk

I dag har en anden af Marvels mest kendte figurer dansk filmpremiere, nemlig den grønne gigant The Hulk, der synes at lide af permanent dårligt humør og tungnemhed. Også denne relancering har kostet nogenlunde det samme at producere som et lille atomkraftværk, og ligesom jernmanden har Hulken allerede udsat et imponerende antal amerikanere for sine raserianfald, tonstunge tæsk og pludselige husnedrivninger (Læs anmeldelsen her på siden).

Marvel, der skaffede filmrettighederne til flere af selskabets egne superhelte i 2005, er kun lige begyndt på at overføre den hårdtslående magi fra tegneseriepapir til film.

Blandt kommende eksplosive blockbustere fra Marvel finder man blandt andre den sorte superhelt »Luke Cage« (2009), mystikeren og dimensionskrydseren »Doctor Strange« (2010) og den ultimative rød-hvide-blå patriot »Captain America«.

Samtidig står det fast, at også Spider-Man, der på mange måder er Marvels kronprins, snart vender tilbage i en fjerde film, der må forventes at slå mindst et par biografrekorder. Indtjeningen af de første tre edderkoppe-film nærmer sig 15 milliarder kroner, hvilket gør filmserien til den tredjemest indtjenende efter stjernekrigsfilmene og »Harry Potter«-serien.

Sagaen fortsætter

Og super-sagaen fortsætter. En af de allermest kendte superhelte, nemlig Batman (der teknisk set ikke er en superhelt, men en forklædt selvtægtsmand) har fået sin anden heftige renaissance i nyere tid med »Batman begins«-filmserien med Christian Bale som en superseriøs og sammenbidt kappehævner. Den sorte ridder vender tilbage i »The Dark Knight«, der har dansk premiere den 25. juli.

Lige i hælene på ham kommer flere superhelte fra det univers, som Marvels eneste rigtige konkurrent DC Comics byggede op for et halvt århundrede siden.

Forvent premiere på den første film med »Flash« (på dansk: Lynet) omkring 2010. Året efter er der planlagt en rigtig DC-familiefest med både Superman, Batman, Wonder Woman, Aquaman og The Flash i filmen »Justice League: Mortal«.

Bulder, brag og eskapisme

Det mest interessante i denne sammenhæng er dog ikke kvantiteten, men kvaliteten. Bedst som man sidder og rådyrker »Iron Man« eller »The Incredible Hulk« går det nemlig pludselig op for én, hvor længe det er siden, man så skamløst har svælget i en films bulder, bragen og blotte eskapisme.

Der er simpelthen noget, der virker, som det skal, i de film, og som får flertallet af de tidligere superheltefilm til at virke som halvt eller helt mislykkede genreeksperimenter.

Tænk bare på den sidste film i 1990ernes Batman-filmserie, nemlig »Batman og Robin«, hvor det næsten lykkedes instruktøren Joel Schumacher at opløse Batman-universet i rent pjank. Eller mesterinstruktøren Ang Lees livtag med den førnævnte grønne lyn-bodybuilder i filmen »Hulk« fra 2003, som alle i film- og tegneseriebranchen havde forventet sig det helt store af, og som de samme nu vender ryggen, som var den lavet af giftig grøn kryptonit.

For bedre at kunne vurdere hvad det er, der får den nye stamme af superheltefilm til at klinge helt rent, kan man tage et kig på superheltenes rødder.

Nils Gunder Hansen er formand for Det Litterære Udvalg i Statens Kunstfond og en ihærdig fan og kender af superheltegenren.

To faser

Han beskriver to hovedfaser i udviklingen af superheltene fra startskuddet »Superman« i 1938 og frem til slutningen af 1970erne, hvor de første postmoderne forsøg med superheltene begynder.

»I den første fase minder superheltene om Odysseens og Iliadens helte. De er ikke egentlige guder, men er alligevel en slags overmenneskelige typer, samtidig med at de er det, som litterater kalder uproblematiske helte. De overvinder verdens problemer, men er ikke martrede indvendigt som de langt senere romanhelte,« siger Nils Gunder Hansen, der selv foretrækker superheltenes anden fase.

I begyndelsen af 1960erne var den første »naivistiske« generation af superhelte nemlig kommet ud af trit med sin samtid. Et ungdomsoprør stod på spring ude i samfundet, og inde i seriebladene skete der også en mindre revolution. Den blev instigeret af den legendariske Marvel-redaktør Stan Lee, der opfandt den såkaldte »troubled hero«.

Nu skulle hans samspilsramte superhelte ikke bare slås med superskurke, de skulle også tumle med superalmindelige hverdagsproblemer som læserne kunne identificere sig med, såsom kærestesorger, arbejdsproblemer eller sågar politiske problemer, hvilket før havde været totaltabu i den amerikanske tegneseriebranche.

Krig og død

»Jeg husker stadig det chok, jeg fik, da jeg i en historie kunne læse om Spidermans kammerat, der blev sendt til Vietnam som soldat,« siger Nils Gunder Hansen.

Hvor 1940ernes Supermand levede i et stabilt og uskyldigt samfund, der altid vendte tilbage til status quo, når først planeten var reddet og skurkene afleveret i kachotten, befandt 60ernes superhelte sig pludselig i et univers med historicitet: Et univers, hvor livet kunne udvikle sig uforudsigeligt og uigenkaldeligt. For eksempel døde Spidermans kæreste Gwen til netsvingerens og læsernes store sorg! Samtidig begyndte Marvel at udvikle et af forlagets særkender, nemlig de meget lange og labyrintiske intriger, der kunne strække sig over hundredevis af historier, og som kunne gøre det vanskeligt for andre end meget trofaste læsere at forholde sig til handlingen.

De nye superheltefilm låner det bedste af begge faser, med »Iron Man« som det bedste eksempel. Denne film genskaber nemlig superhelteseriernes oprindelige uskyld og livslystne gang i gaden.

Det er atter blevet sjovt at kunne flyve og være verdens stærkeste mand – angiveligt to af de hyppigste fantasier, som børn har, ifølge amerikanske psykologer.

Det betyder dog ikke, at »Iron Man« er en barnlig film. Den er tværtimod solidt forankret i den voksne virkelighed, oven i købet i et af verdens aktuelle brændpunkter, i Afghanistan-krigen. Samtidig er hovedpersonen Tony Stark, mennesket bag jernmandens maske, en mand med menneskelige svagheder – ikke mindst en utæmmet og problematisk sexlyst, der ikke var særlig synlig blandt fortidens superhelte.

De nye film opererer altså med en opdateret version af Stan Lees »helte med problemer«.

I de nye Batman-film er opskriften nogenlunde den samme, dog har filmskaberne valgt at gøre problemerne endnu mere voksne og endnu mere dystre. Batman lever nu i en »virkelig« verden fuld af ondskab og undertrykkelse, og ikke i den lettere parodiske kulisse, som blev brugt i 80erne og 90erne.

Gamle kvaliteter

Tegneren og tegneseriekenderen Thomas Thorhauge mener, at de nye film er inspireret af tonen i Marvels såkaldte Ultimate-serier, der første gang udkom kort efter årtusindskiftet, og som genopfinder og opdaterer helte som Spider-man, Hulk, Thor og The Avengers.

»Marvel relancerer de gamle kvaliteter ved superhelteserierne. Der er masser af ramasjang og drengerøvsfascination. Bemærk for eksempel Iron Mans samling af racerbiler! Men samtidig bevarer filmene et voksent niveau. Ikke så meget ved at dvæle ved psykologiske problemer som i 1960erne, men snarere i det begavede manuskript og den vittige dialog. Det er ikke litterært eller på nogen måde prætentiøst, men fastholder en grundliggende respekt for genren, en værdighed som var i fare for at forsvinde i 80erne,« siger Thomas Thorhauge.

Se trailer til den nye Hulk-film

« Older entries