som den direkte årsag til musikindustriens blodrøde tal.

Men nu viser en britisk undersøgelse, at folk, der downloader musik ulovligt, samtidig bruger flere penge end nogle andre på lovligt at købe musik.

Undersøgelsen foretaget blandt 1.000 mennesker i alderen 16 til 50 – alle med internetadgang – viste, at fildelerne i gennemsnit brugte 636 kroner om året på at købe musik på den lovlige facon.

Det er 272 kroner mere end dem, der siger, at de aldrig har downloadet musik ulovligt, skriver avisen The Independent.

Tre advarsler og forbindelsen ryger
Undersøgelsen, der er bestilt af den politisk uafhængige tænketank ‘Demos’, bliver offentliggjort i kølvandet på et kontroversielt forslag fra den britiske økonomiminister, Peter Mandelson.

Han har foreslået en strafordning, der skal kunne inddrage fildelernes internetadgang i en måned, hver gang de bliver taget i ulovlig fildeling. I lighed med en fransk lov, som blev vedtaget i foråret.

Efter tre advarsler, eller som det hedder på engelsk: ‘Three strikes and you’re out‘ – vil internetadgangen helt kunne blive inddraget over en længere periode.

En generation af gratister
Forslaget har fået en hård medfart af blandt andet folk fra tænketanken ‘Demos’, der mener, at man vil skade hele musikindustrien yderligere ved at straffe kunderne, der ifølge undersøgelsen faktisk stadig køber en del musik lovligt.

»Politikerne og musikindustrien bliver nødt til at anerkende, at musikforbrugerne har ændret mønstre. De kræver både lavere priser og nemmere tilgang til musikken«, siger Peter Bradwell fra ‘Demos’.

Også konsulentbureauet Forrester Research, der rådgiver virksomheder i hele verden, er imod klapjagten på fildelerne.

»Dem, der deler musik, er dem, der er interesseret i musik. Og de bruger fildeling som en måde at udforske ny musik på. Vi har at gøre med en generation af unge mennesker, der aldrig har tænkt på musik som noget, der skal betales for«, siger Mark Mulligan fra Forrester Research til The Independent.

Truslen om tab af internet vil virke
Avisen har dog også taget temperaturen på repræsentanter fra musikbranchen efter offentliggørelsen af den nye undersøgelse, og her fokuseres der på en anden af delkonklusionerne.

Ud af de 1.000 deltagere i undersøgelsen siger 61 procent nemlig, at de nok ville undlade at fildele, hvis konsekvensen kunne blive, at de mistede retten til deres internetforbindelse.

Hver 10. af de adspurgte indrømmede, at de praktiserer ulovlig fildeling, hvilket svarer meget godt til pladebranchens egne tal, der siger, at cirka syv millioner mennesker i Storbritanien downloader musik ulovligt.

Et tal, der ifølge pladebranchen er lig med et tab på godt og vel 2 milliarder kroner årligt.

Hollywoodstjernen tog 15 kilo på for at spille løgnhalsen Mark Whitacre i ‘The Informant’.

En usædvanlig nydelig mand, bevares. Flot bygget med tænder hugget i fineste marmor og et charmerende, drenget smil.

Men alt sammen inden for det lidt anonyme normalområde. Collegeklassens raske dreng og ukomplicerede kronprins. Sikkert vældig god til sport og ret god til det hele, uanset om man taler fredagsbar eller terperi op til eksamenslæsning.

En gennemgod gut uden antydning af skumle eller spektakulære outsider-tendenser.

Alligevel er han blevet kåret til verdens mest sexede mand af People Magazine. Og da man for et par år siden regnede på, hvilke skuespillere der var den bedste investering dollar for dollar, ja, så var Matt Damon manden, der gav pengene flest gange igen ved billetlugerne.

Penge, som den politisk engagerede Matt Damon i stor stil giver videre til godgørende formål.

Bred vifte af roller
Mangler Damon et originalt trumfkort, så er det lige præcis denne ’mangel’ som den hårdtarbejdende og begavede skuespiller har formået at gøre til sin særlige force, siden han i 1997 brød igennem i ’Good Will Hunting’.

Under almindelighedens dække kan Damon troværdigt iføre sig en bredere vifte af roller end de fleste af sine yngre mandlige skuespillerkolleger. Det har han gjort med stort held i ’The Good Shepherd’ og ’The Departed’.

Helt arketypisk er hans Jason Bourne, hvor han i ’Bourne’-filmene netop spiller denne anonyme variant af James Bond-figuren til isnende perfektion.

’The Informant’ er et andet eksempel. I Steven Soderberghs roste nye film spiller han en helt almindelig fyr fra anden majsrække, der ved nærmere eftersyn ikke er så almindelig endda.

Mark Whitacre var også i virkelighedens verden en såkaldt whistleblower. En ansat i et firma, der beslutter sig for at sladre om firmaets lyssky forretningsmetoder. I dette tilfælde ulovlig karteldannelse i majsprotein-branchen.

Problemet er, at denne ualmindeligt ærlige og modige borger med topmave, briller og moustache bliver et stadig mere tvetydigt og problematisk bekendtskab for efterforskerne fra FBI, efterhånden som begivenhederne udvikler sig.

Spiste pizza og drak mørk øl
Sløret bag normalitetens camouflage. Det er lige en rolle for Matt Damon. Den rolige familiefar, der som dreng var lige så ligefrem og ærlig, som hans udseende stadig giver udtryk for.

»Da jeg var dreng, løj min bror og jeg aldrig for min mor. Vi havde ikke behov for det. Om jeg nogensinde lyver over for mig selv? Det spørgsmål er vist lige dybt nok«, svarer 39-årige Matt Damon med et afvæbnende smil og glider med største selvfølgelighed af på de mange spørgsmål, der kredser om hans privatliv som familiemenneske i New York.

Ikke som en krukket stjerne, men som en helt almindelig mand, der insisterer på at holde kortene tæt ind til kroppen, og at man respekterer privatlivets fred. En rolle Damon spiller med største selvfølgelighed. Også selv om rammerne i dette tilfælde er alt andet end almindelige.

Matt Damon møder nemlig pressen på Hotel Cipriani. Et af verdens dyreste hoteller skvulpende på sin helt egen lille eksklusive ø i lagunen ud for Venedig, hvor ’The Informant’ blev vist på filmfestivalen i september.

Der er et stort spring fra det fysiske pragteksemplar Jason Bourne til den småkvabsede Mark Whitacre.

»Det er sjovere at tage på, end det er at tabe sig igen«, indrømmer Damon.

Da han to måneder, inden optagelserne skulle gå i gang, skrev til Soderbergh og spurgte ham, hvordan Whitacre skulle se ud, bestod svaret af ét ord: »Dejagtig«. Ingen hårde kanter, men lutter svampede, bløde konturer. En figur, der er svær at definere. Og så var det jo bare med at komme i gang ved spisebordet.

»Jeg tog omkring 15 kilo på. Det var rystende let. Jeg spiste bare pizza og drak mørk øl og høvlede rigtig meget McDonald’s. Ikke andet. Heldigvis tog min kone det i stiv arm, når jeg vraltede rundt i huset med vommen vippende ud over livremmen«.

Virkelighedens løgne
Plottet i ’The Informant’ handler om fup og svindel, men også om ærlighed og selvbedrag. Og på et mere eksistentielt plan handler ’The Informant’ også om, hvor meget eller hvor lidt vi egentlig kan vide om andre menneskers motiver og efterrationaliseringer.

Det viser sig, at Mark Whitacre lyver om visse ting. Men det udelukker ikke, at han samtidig taler sandt om andre ting.

Og er det så mærkeligt, at mennesker begynder at lyve, hvis de lever i et samfund, hvor løgn, bedrag og hasard bliver belønnet og gang på gang viser sig at være en helt integreret del af den politiske og kommercielle magtstruktur?

LÆS OGSÅ Matt Damon svindler sig gennem halvfesen komedie

»Jeg synes på en måde godt, jeg kender typen. Jeg har mødt mange af dem. Folk med fine uddannelser, som foretager sig ufattelig dumme og dumdristige ting«, siger Matt Damon, og når man snakker løgn og bedrag og monumental uansvarlighed, ender samtalen hurtigt automatisk ved finanskrisen.

»Finanskrisen påvirker os alle sammen enormt meget«, siger Matt Damon, der brænder efter at komme i gang med en film om den rhinstensbeklædte, homoseksuelle entertainer Liberace.

Kæreste med Michael Douglas
»Steven Soderbergh og jeg prøver at få finansieret en film om Liberace. Michael Douglas skal spille Liberace, mens jeg skal spille hans elsker. Han skrev efter Liberaces død den afslørende bog ’Behind the Candelabra’ om deres forhold.«

»Det er et virkelig godt manuskript, men fordi vi skal ramme tidsbilledet rigtigt og indspille i Vegas, kommer den til at koste 30 mio. dollar. Og det er ikke lige en type historie, producenterne lige nu og her er vilde med at skyde så mange penge i. Jeg håber, det går alligevel. Vi vil jo gerne blive ved med at lave film!«.

»Jeg holder meget af at arbejde med Steven. Der er en del instruktører, jeg har arbejdet sammen med flere gange, men der er efterhånden ikke nogen, jeg har arbejdet mere sammen med end Steven. Han er nem at arbejde sammen med, og han er enormt alsidig. Han kan lave alle slags film. Og det er virkelig sjovt, fordi jeg synes selv, det er sjovt at lave mange forskellige slags film.«

»Jeg lærer meget af ham, men han er svær at nærlæse, fordi han selv styrer det hele. Han klipper på en måde allerede, mens han fotograferer, så man hører ikke den sædvanlige udveksling af overvejelser mellem instruktør og fotograf. Her foregår det hele inden i Stevens hoved«, siger Matt Damon, der ikke lægger skjul på, at han studerer Soderbergh med et gustent overlæg.

At instruere er den næste store ambition i hans arbejdsliv. Ikke mindst nu, hvor hans gamle partner Ben Affleck fra ’Good Will Hunting’ med ’Gone Baby Gone’ i overbevisende stil har fået hul på bylden som instruktør.

Med Clooney i Irak
Hvad angår konkurrencen om, hvem der er med i flest Irak-film, så er det kun George Clooney, der kan gøre Damon rangen stridig. Denne godmodige rivalisering mellem de to politisk engagerede skuespillere fortsætter.

Clooney er snart aktuel i Irak-komedien ’The Men Who Stare At Goats’. Men snart sætter Damon efter ham med hovedrollen i Paul Greengrass’ ’The Green Zone’. Her spiller han en amerikansk våbenekspert, der er første mand i Irak – og første mand til at indse, at hele alibiet med at gå i krig pga. Saddam Husseins masseødelæggelsesvåben er pure opspind.

Den ene Irak-film handler om kunsten at hypnotisere geder som hemmeligt militært våben. Den anden handler om jagten på de ikkeeksisterende masseødelæggelsesvåben. Den første film skulle man tro, var løgn fra ende til anden. Det er den ikke. Den anden er heller ikke en ren løgnehistorie. Den fortæller bare om en af dem. En gigantisk løgn, der ændrede verdens gang.

Det gjorde løgnen og sandhederne, som de bliver skildret i ’The Informant’, ikke.

»Nogle løgne er større end andre«, som Matt Damon konstaterer.

»På en måde synes jeg Mark Whitacre minder mig mere om Tom Ripley (Patricia Highsmiths psykopat-figur, som Matt Damon spillede i ’Ripley’s Spil’. red.). Men måske er mine evner som skuespiller bare så begrænsede, at jeg kun kan spille løgnhalse«, griner Matt Damon.

Hvilket selvfølgelig er en fed løgn.

Næste gang skal han f.eks. i ’The Adjustment Bureau’ spille politiker i en kærlighedsfilm.